Amager Rundt og en førsteplads

19. maj 2019 21:41 , af Kurt Næsby

32 roere fra Kajakklubben Neptun har været på vandet i dag, og de har roet 363 kilometer. Heriblandt 3 begynder som var med den store gruppe på 13 roere der roede til Lagunen kl. 10 samt de 7 der deltog i intervaltræningen i Lagunen sammen med Sundbys roere. Men det tæller også godt i statistikken at Marianne og Martin roede ud tidligt i morges, trods god vind og uroligt farvand med det formål at ro Amager Rundt. OG selvfølgelig kom de rundt, som de første i år.

Oliver har også roet i dag, vi kender dog endnu ikke resultatet af dagens anstrengelser ved Maribo Regatta, men i går kom han i A-finalen i K1 1000 m. Han sluttede på en 8. plads. Sidste weekend deltog han i Nordic Open Marathon i Maribo. Da han kom i mål efter de 9 kilometer, var det på en 1. plads i U14.

Vi skal da heller ikke glemme, at én af vore trofaste deltagere i de mange stævner rundt i landet - Flemming Kristensen - som den eneste deltog i Paradisløbets 50 års jubilæumløb. Han roede vist et godt løb, selv om han ikke selv er helt tilfreds med tiden. Men forholdene var heller ikke de bedste, da der var hård modvind på den sidste del af strækningen. Hvis du har lyst at prøve kræfter med løb rundt om i landet, så tale med Flemming, han kan helt sikkert anbefale et løb til dig.