Vigtig information omkring hjertestarteren!

1. november 2018 07:02 , af Mogens Stokholm

Onsdag den 31 oktober afholdt Martin Rosenkilde en times introduktion til første hjælp ved hjertestop, inklusiv brugen af hjerstarteren. Hjertestartere er generelt ens bygget op og informationen var ikke kun specifik, den vi har sat op. Desværre var der ikke så mange tilstede i klubben, som man kunne have ønsket sig. Skulle det ske en dag, at en falder om med hjertestop, så ved vi jo ikke hvem, der tilfældigvis er i klubben den dag. Og så er det meget rart at have fået en introduktion til "værktøjet".

En VIGTIG ting for alle medlemmer at vide, er at vores hjertestarter er kodet sammen med klubbens telefon nummer og man kan risikere, at de en dag ringer fra alarmcentralen og siger at der er et hjertestop i nærheden og om nogen kan bringe hjertestarteren frem så hurtigt som muligt. Siger du ja til det, så kan du også forvente, at de mennesker der befinder sig omkring personen med hjertestop, tror at du er uddannet førsthjælper. Føler du dig utryg, så gør straks opmærksom på at du ikke er en proffesionel, men at I skal hjælpes ad.

Sidst en stor tak til Martin for nat afholde informationsmødet og til Leon for at bage boller.