En hilsen fra bestyrelsen!

14. april 2020 19:38 , af Mogens Stokholm

Kære medlemmer.

Vi håber at I alle har det godt. Situationen er unægtelig en noget anden end vi havde forventet ved sidste bestyrelsesmøde i januar. Standeren skulle have været hejst, der skulle have været tur til Tyskland, poloerne skulle have været i gang med diverse stævner, begynderholdene skulle også snart igang og klubben skulle have summet af liv. Men nu går det ikke altid som præsten prædiker i kirken og et lille virus har gjort, at vi i en periode må passe godt på hinanden. Og det gør vi blandet andet ved at vi midlertidigt har lukket klubben. Men nu er det heldigvis sådan at ingen dårlige ting bliver ved i det uendelige og det gør dette heller ikke. Så det er med at væbne sig med tålmodighed og så ellers ride stormen af bedst muligt.

Vi har noteret os at flere benytter sig af muligheden for at komme ud og ro, da bådhallen ikke er blevet lukket. Og det glæder os at klubbens medlemmer holder gang i vores klub på denne alternative måde. Ja selve det at være på vandet er jo det samme, men omklædning i gården, i værkstedet og hjemme fra er anderledes. Og det er noteret, at alle der benytter sig af muligheden er gode til at holde den smittefri afstand til klub kammeraterne. En nævnte for os at der står i sikkerhedsbestemmelserne at man ikke må ro syd på alene når standeren ikke er hejst. Da vi er forbi den planlagte standerhejsningsdato, har bestyrelsen besluttet at den regel ikke gælder fra nu af og frem til en kommende standerstrygning.

Apropos standeren, så vi vil lave en officiel standerhejsning, når viruset er blevet bekæmpet så meget at vi kan genåbne klubben.

De bedste hilsner fra bestyrelsen.